søndag den 31. marts 2013

En udfordring, der gik bananas - del 1

For snart længe siden, ja det var vist kort tid efter, jeg havde opstartet denne blog, hvilket er godt 11 måneder siden! fik jeg stillet en udfordring af en læser. Udfordringen lød på at finde en banan the. Hun havde smagt en for flere år siden, men huskede ikke hvor den kom fra. Jeg gik derfor på jagt efter noget, jeg troede ville blive nemt at finde. -Men det har jeg i dag måtte indse, at det ikke var.

Det har simpelthen ikke været mig muligt at finde en the, der bare smager af banan og intet andet!

Jeg har ellers været vidt omkring. Først søgte jeg efter banan the hos mine mest anvendte the forhandlere i København, men uden held. Så fik jeg fat i Liljehøj fra Holbæk, der forklarede mig, at banan the nærmest var umulig at få fat på for tiden, og at ingen af deres leverandører kunne skaffe den. De mente, det skyldtes for lav efterspørgsel.

Næste skridt blev Tune Krydderier, der ifølge deres hjemmeside havde en banan the. Jeg besøgte derfor deres stand på Roskilde Dyrskue sidste år, hvor de altid har en masse the med. Men desværre var banan theen udsolgt. De sagde, jeg kunne komme på deres marked senere på sommeren i Ballerup. Dette havde jeg så planer om, men for ikke at komme forgæves, sendte jeg dem en mail nogle dage inden, for at tjekke om de havde fået theen hjem. Denne mail fik jeg aldrig svar på, selv om jeg rykkede dem, og derfor valgte jeg ikke at tage afsted, da indgangen til markedet var lidt dyr taget i betragtning af, at jeg slet ikke vidste, om jeg ville få noget ud af mit besøg. Det ser ud til, at man kan købe theen på deres hjemmeside, men de skal have 75 kr. for at sende en pose the til 20 kr. Det nægter jeg simpelthen at betale.

Så fandt jeg endelig en Banan Fløde the hos Vildmedte.dk, der bare lød som den helt rigtige the. Men ak, da jeg en uges tid senere ville ind og bestille theen, var den pludselig ikke længere på hjemmesiden. Jeg kontaktede forhandleren, der gav mig samme forklaring som Liljehøj. Banan theen var udgået, da den skulle bestilles hjem i for store mængder, og der var ikke nok salg i den. Øv øv.

En lille smule træt af det hele fandt jeg så endelig en forhandler, der havde en banan the hjemme. Men jeg måtte gå på kompromis, da det ikke var en løs the. Tekanden.dk solgte en Banan med Kanel the som de var så flinke at sende mig et par smagsprøver af. Denne the har jeg skrevet om her.
En dejlig the, men ikke lige den slags banan the, jeg søgte efter. Jagten var derfor stadig i gang.

Fortsættes...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar